Jeg er babyklar

Der er sket noget virkelig forfærdeligt… Her i morges, da jeg var i bad, i fuld gang med at sæbe min hårpragt ind i shampoo, begynder jeg pludselig at synge.
Det er ikke i sig selv forfærdeligt, jo måske for mine omgivelser, men jeg har vænnet mig til det, det er forfærdeligt, fordi jeg pludselig stod der, med sæbe i øjnene og skrålede “Jesus og Josefine”.
– Ja, julesangen. Martin Brygmann og Julie Berthelsens temasang til den efterhånden flere år gamle julekalender af samme titel.

Det giver så absolut ingen mening, at den pludselig skulle dukke op, men det gjorde den. Og lige siden har jeg ikke kunne få den ud af hovedet. Den har brændt sig fast i den bløde masse som er min hjerne, og lige siden mit bad i morges, har den bare kørt på repeat.

HVAD SKER DER?!

Jeg skal i øvrigt beklage, hvis du også er blevet inficeret nu. Hvis du går og fløjter eller nynner melodien resten af dagen, så er det min skyld undskyld!

Problemet er også, at jeg en gang læste, at det hjælper at synge sangen. Altså, hvis man gerne vil slippe af med en sang man har på hjernen, så skal man bare sørge for at synge den. Fra ende til anden, så meget man kan, uden at afbryde sig selv, når den bliver afspillet på den indre grammofon.

Så det prøvede jeg. Desværre har det udelukkende haft den effekt, at alle andre på redaktionen nu også går og synger den. Den har spredt sig hurtigere end klamydia på Paradise Hotel. Så nu slipper jeg i hvert fald aldrig af med den….

Jeg er virkelig blevet desperat… Så læste jeg om et studie, som havde vist, at man kunne slippe af med en sang man havde fået på hjernen, hvis man tyggede tyggegummi. Nu har jeg tygget mig igennem en Stimorol 3-pak, og nu har jeg både sangen på hjernen og forbandet ondt i kæben….

Forfærdelig dag….
I det mindste kan jeg trøste mig med, at jeg ikke er den eneste der lider nu. Nyd sangen! Du kører til at høre den for dit indre øre resten af dagen.
Nej, jeg er ikke noget særligt godt menneske. Undskyld.

Måske jeg skulle få mig en baby

Jeg har tænkt over det, og det kan være at det er virkeligheden er min underbevidsthed, som prøver at fortælle mig noget. Måske den begynder at spille musik på den indvendige jukebox, fordi jeg skal have en baby. En baby som kan vokse op så jeg kan se julekalender med det.

Det er den teori jeg er nået frem til, men jeg tror måske i virkeligheden bare det handler om, at jeg er blevet lidt skruk, og derfor kobler alle mine tanker sammen med det at få børn. Jeg tror jeg køber mig en sutteflaske, en bamse eller måske en babyalarm – det kan være det kan tage toppen af mit behov for at blive far.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s